Billedkunstner

Elsebeth Altschuler

Tilbage til oversigten

Tom Jørgensen redaktør af Kunstavisen skriver...

Kunsten at komme ud af balance - og slippe godt fra det

Elsebeth Altschulers opererer i hvert fald indenfor tre kunsthistoriske genrer. På den ene side finder man i alle hendes billeder lyrisk abstrakte farvefelter, hvor f.eks. tre drivende gule streger eller en flydende blå masse ikke skal repræsentere andet end lige præcist dette. På den anden side genkender man øjeblikkeligt figurer og objekter fra den virkelige verden: coladåser, antikke søjler, motionsløbere, en trappe, et bytorv, træer, blomster, fugle, elefanter og gadenavne, der starter med bogstavet Y. Alle disse ting står knivskarpt og fotografisk præcist på lærredet, hvorefter vi kan konkludere, at pop-kunsten er en anden vigtig inspirationskilde for hende.

Da den indre sammenhæng mellem de abstrakte farvefelter og de neonlysende pop-motiver så yderligere forstyrres af spring i størrelsesforhold, abrupte afskæringer af motivet og sammenstød mellem motiver og verdener, der intet har med hinanden at gøre, får Elsebeth Altschulers billedverden et, om ikke surrealistisk, så i hvert fald et surreelt præg. Vi kan genkende de ting, vi ser, men helheden og konteksten bringer os ud af fatning. Vi mister de faste holdepunkter og ledes ud i en rejse, hvor fortolkningen mere bliver et spørgsmål om fri associering end klart definerede betydninger. En rejse, der hvis man ellers bare giver los, til gengæld er yderst tilfredsstillende. Det er jo det, kunst gerne skulle gøre ved os. Bringe os ud af fatning, bare for en stund, og lade os opleve det velkendte på en ny og overrumplende måde.

Det gør heller ikke oplevelsen mindre, at Elsebeth Altschuler har sin helt egen ”deadpan” humor, som englænderne ville kalde det. I ”Balancegang” ser vi således en mand tage et forsigtigt prøvende skridt på noget, det ligner en hinkerude med kvadratiske felter. Vi ser manden ovenfra, som sad vi oppe i trapezen i et cirkus med bittesmå mennesker stående nede i manegen. Dette er den bogstavelige balancegang. På den anden side kender vi jo alle den overførte betydning af ordet som i ”livet er en balancegang”. Når man så betænker, at balancegang forstået som den harmoniske afbalancerede komposition, er en af grundstenene i klassisk malerkunst, kan tankerækkerne køre derudad i tredje og fjerde potens. For er det ikke lige præcis dét, Elsebeth Altschuler gør? Eller rettere, ikke gør? Ikke at operere med den klassiske kompositions perfekte balance, men lade alt det skæve, mærkværdige og anderledes komme til orde. I såvel bogstavelig som overført betydning.

Tom Jørgensen redaktør på Kunstavisen og kunstanmelder på Jyllands Posten